| |   | | |   | Rejefangst - en spændende aktivitet for store og små!
Og vi går da også tit ned på stranden og deltager når det går løs; og når der er fangst er det jo rart at få en 3-4 pund store flotte strandfriske rejer med hjem til frokosten og fryseren!
Men solen er ofte meget stærk, så der skal godt med faktorcreme på før man kaster sig ud i aktiviteterne.
Fiskerne sejler i deres små både af udhulede træstammer deres net ud i en stor bue fra stranden, og så begynder et hold af mænd og store drenge i hver side at hive nettet i land. Imens holder kvinderne sig i baggrunden, og venter spændt på om der mon nu er fangst. Vejret skal helst have været roligt i et par dage; så er det bedst!
Er der fangst flokkes folk omkring nettet for at se om de kan få raget noget til sig; men fiskerne lukker en enkelt mand inde i nettet så han kan grov-sortere; og imens holder de alle andre væk. Småfisk som ikke er målet for fiskerne smides udenfor nettet hvor de straks bliver samlet op af en hob af især børn med plastikposer der håber at få lidt med hjem til suppen!
Når rejerne er sorteret fra og ude af nettet i en vaskekurv begynder finsorteringen, hvor også hovederne bliver revet af og smidt på stranden; rejerne sælges nemlig uden hoveder, det skal være den rene vare!
Nogle gange vælger vi dog at købe med hoveder, og så laver vi en dejlig fond på dem som vi så bruger når vi laver paella eller skalddyrs risotto.
Et pund friske store rejer uden hoveder koster godt 20 kroner! Fra fiskerne på stranden køber vi også fisk, små calamares-blæksprutter og muslinger som vi altsammen spiser meget af!
I kan se billedserien "Fiskerne" under menuen "Billeder", eller klikke direkte på: www.borasmussen.borgerweb.dk/site/default.asp?action=4&state=preview&CatID=2403
|
|
|